Arkitektfirmaet Friborg og Lassen har siden 2021 været en del af RUM.

45 moderne boliger til mennesker i alle aldre

Arbejdernes Boligforening Odense opfører 45 moderne almene boliger til mennesker i alle aldre i forbindelse med den eksisterende afdeling på Krakas Vænget i Bolbro. Før påske blev der taget 1. spadestik og den nye bebyggelse forventes at kunne stå færdig i begyndelsen af 2020.

RUM er totalrådgiver på projektet og har, i tæt samarbejde med AB Odense, tegnet og projekteret den nye bebyggelse, der lægger sig som fire ’fingre’ ud i den grønne park, der i dag omkranses af afdelingens eksisterende boliger.

Projektet samler en stor del af parkeringen i et centralt placeret parkeringstorv ved den eksisterende adgangsvej. RUM har også udarbejdet en helhedsplan for bearbejdning af parken.

Afdelingens nuværende beboere er løbende blevet inddraget i projektet og haft medindflydelse på udformningen af bebyggelsen, parkeringstorv og udearealer.

”Vi er meget glade for projektet. Beboerne tog tidligt en beslutning om at inddrage den nye bebyggelse i den eksisterende afdeling 5, som består af 163 boliger, og flere har vist interesse for at flytte over i det nye byggeri. Arkitekterne har været gode til at lytte til beboerne og indarbejdet de mange input til parkerings- og udearealer. Jeg synes at det er lykkedes at lave et godt projekt, som respekterer den eksisterende bebyggelse og tilfører noget til området.”

Helle Jakobsen, AB Odense

Den nye bebyggelse består af 15 trerums boliger placeret i stueetagen med udgang til egen terrasse, samt 30 torums boliger disponeret over to etager med adgang til egen altan. Boligerne henvender sig til både familier, unge par og ældre. De største boliger på 70 m² er fleksibelt indrettede med mulighed for enten en udvidet stue eller to værelser. De mindste boliger på 54 m² er disponeret med dobbelthøjt alrum, hvilket giver en god kontakt mellem etagerne samt en lys og ’luftig’ lejlighed.

”Vi har dyrket følelsen af hjemlighed i projektet. Her er ingen fællesopgang, hvor man skal passere hinandens døre. Alle lejligheder har egen indgang og mulighed for at indrette de nære udearealer, som man ønsker.”

Claus Jensen, arkitekt og partner, RUM

RUM, har i team med Oluf Jørgensen, stået for udbud i hovedentreprise, som er vundet af entreprenørfirmaet Hansson & Knudsen.

Læs mere om boligerne på Krakas Vænget i Bolbro.