Smilene var brede, da arkitekt Anders Bech Rasmussen fra RUM sammen med bygherren Søren Lundgaard og hans døtre modtog prisen ved gårsdagens prisuddeling i Vejle:
– Det er en stor ære, at Søren Lundgaards renoverede landsted modtager Vejle-Prisen 2023. Vores mål har været at maksimere værdien af de eksisterende strukturer ved at genbruge så meget som muligt og kombinere det med nye, bæredygtige materialer. Resultatet er ikke blot en smuk bolig, men også en markant forbedring af husets funktionalitet og levetid. Det hele er udført med stor hensyntagen til miljø og klima. Samtidig har det nære samarbejde med en engageret og lyttende bygherre gjort det muligt at skabe en løsning, der både respekterer historien og bringer nyt liv til hjemmet for fremtiden, siger Anders Bech Rasmussen.
En unik facade skabt af træ fra egen grund
Dommerkomiteen fremhævede flere særlige kvaliteter ved projektet og begrundede deres valg med følgende ord:
– Huset fra 1968 og 1977 er gennemrenoveret og energioptimeret og fremstår i dag med pudsede gavle og træ på de lange facader samt zinktag med integrerede solceller. Træet, der er brugt til facaden, er efter en japansk inspireret metode brændt på overfladen, som er et super bæredygtigt alternativ til imprægnering, og kræver ikke yderligere behandling. Forkulningen giver en smuk struktur i overfladen. Træet er fældet og forarbejdet på grunden. Som erstatning for de fældede træer, er der plantet 1500 nye træer.
Til huset er der opført et lille anneks med værksted og et soverum i træ og glas, der ligger smukt under skovens træer. Både inde og ude er huset inspireret af japansk arkitekturs rene linjer. Udvendigt suppleret med spejlbassiner med trædesten. Huset ligger idyllisk med en fantastisk udsigt til skov og sø og fremstår i et flot samspil med naturen.
I alt modtog fem ud af de seks nominerede projekter Vejle-Prisen 2023, mens et enkelt projekt vandt Borgernes Pris. Formålet med prisuddelingerne er at sætte fokus på fremragende nybyggeri og byrum, fremme arkitektonisk innovation og bæredygtigt byggeri samt at skabe øget interesse for renovering af ældre bygninger.