Arkitektfirmaet Friborg og Lassen har siden 2021 været en del af RUM.

Eksklusiv atmosfære i smukke og historiske rammer

Comwell Kellers Park har slået dørene op for et udvidet og opdateret spa- og wellness område. Udvidelsen er en del af en større modernisering og kapacitetsudvidelse af de historiske bygninger ved Vejle Fjord. RUM har i tæt dialog med Comwell og samarbejdspartnerne udviklet helhedsplanen for hotellets faciliteter og er arkitekter på realiseringen af de enkelte projekter.

Det nye og udvidede spa- og wellnessområde styrker hotellets stærke position og den eksklusive atmosfære for hotellets mange gæster. Spaområdet er blevet udvidet og moderniseret. Der er kommet nye saunaer, et saltspa, en indendørs strand, et nyt stort relaxområde, kurbad og udendørsspa med udsigt over fjorden.

”Spa-området er udformet så man bevæger sig mellem små og store rum med varierede sanseoplevelser. Kontakten til den smukke natur og udsigten over Fjorden har været et gennemgående tema i udformningen af rummene og bidrager til oplevelse af velvære.”

Anders Johansen, arkitekt og partner i RUM

De eksisterende bygninger ved Kellers Park blev opført omkring år 1900 og er klassificeret som bevaringsværdigt byggeri. Realiseringen af helhedsplanen er derfor gennemført med stor respekt for de historiske bygninger og fastholder fortællingen om det oprindelige bygningsanlæg og dets historie.

Læs mere om Comwell Kellers Park.