Kort før jul kunne EWII sammen med RUM indvie en stor lynladestation ved P12 i Københavns Lufthavn. Nu cementeres det gode samarbejde med endnu en lynladestation, denne gang ud til Roskildevej på Frederiksberg:
– Vi er rigtig glade for, at EWII ønsker at samarbejde om endnu en lynladestation, og det betyder, at vi nu får mulighed for at folde det designkoncept, som vi har udviklet, yderligere ud, fortæller partner og arkitekt, Anders Johansen fra RUM.
Med plads til at lade seks elbiler ad gangen bliver den nye ladestation på Frederiksberg ”lillebror” til den store lynladestation ved Københavns Lufthavn, der har plads til 16. Ligesom ”storebror” vil ”lillebror” blive en lynladestation, hvor bilisterne ikke alene tilbydes lynhurtig opladning, men også en mental pause i smukke, trygge og komfortable omgivelser.
Den genkendelige og skalerbare cirkel
Den organiske cirkel med det bløde udtryk, som har givet form til ”storebror”, gentages i designet af ”lillebror” med tre cirkelformede overdækninger:
– Cirklen som form er stærk, fordi den er nem at genkende på afstand, fortæller Jacob Ulvsrod Sørensen fra RUM, der er hovedarkitekten bag konceptet som er udviklet med afsæt i feltstudier af elbilisters behov og en grundig involverings- og designproces med EWII.
Overdækningerne, der desuden har til formål at sikre, at bilister kan strække ben i ly for nedbør, får sedumtag for især at optage nedbør og fremme levevilkårene for insekter og fugle.
Genanvendeligt design
Et kriterie som har været vigtigt at indtænke i designkonceptet, og som nu skal modereres til lokationen og omgivelserne på Frederiksberg, er de modulære enheder til opbygning af ladestationen. Modulerne bidrager ikke alene til skalerbarhed, men også muligheden for senere genanvendelse, fordi de er designet efter princippet ”design for adskillelse”:
– Ladestationen kan i princippet betragtes som et stort samlesæt, hvor de enkelte komponenter bygges i et sikkert miljø og fragtes til pladsen. Det giver en stor sikkerhed og en tidsmæssig besparelse i udførslen af de enkelte elementer, og hvis ladestationen på et tidspunkt skal nedlægges, kan komponenterne let indgå i ladestationer på nye lokationer, fordi komponenterne er skruet mekanisk sammen og let vil kunne afmonteres, sorteres og enten genbruges direkte eller upcycles, forklarer Jacob Ulvsrod Sørensen.
Fokus på lavt CO2-aftryk og tryghedsskabende lyssætning
I udviklingen af designkonceptet har RUM også haft fokus på at holde CO2-aftrykket nede. Ladestationen på Frederiksberg får fx træbeklædte konstruktioner, som over tid vil patinere smukt:
– Træet har nogle iboende kvaliteter som er medvirkende til at fuldende oplevelsen af et trygt og komfortabelt byrum. Det er rart at røre ved og sidde på og træets varme tone skaber en naturlig varme for pladsens udseende, fortæller arkitekt hos RUM, Jesper Asferg Scheel, der har haft fingrene dybt nede i udviklingen af ”storebror” og nu også ”lillebror”.
Også lyssætningen får et særligt fokus:
– Vi ved, at lys er med til at skabe trygge rammer for brugerne i de mørke timer af dagen. Så udover belysning af skiltning, logo og den nødvendige belysning af kørebanen hen til den enkelte ladeplads vil vi placere en del strategiske spotlys, der dels skal medvirke til at iscenesætte de vigtigste funktioner på pladsen og dels bidrage til at skabe et hyggeligt og tryghedsskabende miljø for brugerne, slutter han.
Læs mere om designkonceptet bag EWIIs lynladestationer her