Arkitektfirmaet Friborg og Lassen har siden 2021 været en del af RUM.

Festlig indvielse af Danfoss Campus Kolding

Konfettikanonerne bragede, musikken spillede og tonen var slået festligt an til indvielsen af Danfoss Campus Kolding, der 5. maj blev fejret af ledelse, medarbejdere og gæster. Jørgen Mads Clausen, Chairman Emeritus, Danfoss, var med til at klippe snoren og officielt markere åbningen af den nye campus til 350 medarbejdere. Byggeriet, der er tegnet af RUM og Rambøll og opført af Daugaard Pedersen, er en spydspids inden for bæredygtighed, CO2-reduktion, innovativt arbejdsmiljø og ”future ways of working.”

Fremtidens fleksible arbejdsplads

Danfoss har ombygget og udvidet faciliteterne i Kolding. Den nye campus fremstår som en arkitektonisk, funktionel og fremtidssikret helhed med administration, laboratorier, fabrik og værksteder. Nybyggeriet i tre etager med grønne vægge og indbydende mødelokaler er en 5600 m² bæredygtig udvidelse af den eksisterende fabrik på 2250 m², hvor der produceres varmevekslere.

Danfoss Campus Kolding er skabt og indrettet ud fra begrebet ”Future Ways of Working” – et designkoncept udviklet af Danfoss, som skal understøtte samarbejde, videndeling, forskellige arbejdsmåder, diversitet og inklusion. Hverken ledere eller medarbejdere har faste arbejdspladser, men kan benytte de 41 indbydende mødelokaler, små telefonbokse til individuelle onlinemøder, stillerum, lounges til uformelt samvær, stor kantine med kaffebar og egen barista samt drivhuse med mødelokaler i gårdhaven.

”Arkitekturen fordrer til samarbejde og social aktivitet, og det er rigtig vigtigt for vores arbejdskultur i Danfoss. Vi er stolte af, at vores campus i Kolding er en rollemodel for fremtidige samarbejdsformer i Danfoss globalt,” udtaler Torben Pedersen, Divisional President i Residential Heating, Danfoss i en pressemeddelelse.

Innovative processer, bæredygtigt design og CO2-reduktion

Danfoss Group har en ambition om, at koncernen på verdensplan skal være CO2-neutral i 2030. Det nye Campus Kolding bidrager til at nå dette mål i den grønne omstilling, for bæredygtighed er tænkt ind i den mindste detalje – både hvad angår arbejdskultur, arkitektur, indretning, disponering og materialer.

Ved at ændre måden at arbejde og samarbejde på og gennem husets innovative og fleksible indretning og disponering var det muligt at reducere byggeriet med 2000 kvadratmeter – svarende til mellem 35 og 40 millioner kroner. Dertil kommer en væsentlig besparelse på energi og drift på bygningen.

Både Danfoss’ ledelse og medarbejdere, som tog byggeriet i brug i januar 2022, er meget glade for deres nye arbejdsplads. I sin åbningstale sagde Kristian Strand, President, Refrigeration & A/C Controls, Danfoss Climate Solutions bl.a:

”Med Campus Kolding har vi formået at skabe et bæredygtigt hus og en fantastisk arbejdsplads, som medarbejderne har taget til sig. Vores mål med vores byggerier i Danfoss er at sætte gang i den grønne omstilling med konkrete eksempler, hvor vi bruger vores egen teknologi til at skabe komfort og energibesparelser. På den måde kan vi demonstrere for kunder og partnere, hvordan løsningerne fungerer i praksis.”

Arkitektur der gør en forskel

Også Koldings viceborgmester Birgitte Munk Grunnet (S) udtrykte begejstring for det nye byggeri:

”Arkitektur er med til at forme mennesker og menneskers adfærd, og Danfoss Campus Kolding er designet og indrettet klogt med plads til gode innovative processer, som afspejler sig i produktionen og løsningerne. Her er arbejdspladser til kloge hoveder og kloge hænder. Det vil være med til at skabe udvikling og vækst for Danfoss, for medarbejderne og for Kolding Kommune,” udtalte hun til indvielsen.

Huset indeholder nogle væsentlige ankerpunkter eller “signature experiences”, som giver identitet, oplevelse og synergi. Det nye bæredygtige byggeri har grønt tag, solceller og mosbeklædte vægge. En dobbelthøj træbeklædt akustikvæg guider og leder mod mødelokaler og kantineområde. En central og gennemgående signaturtrappe fungerer som mødested og generator for videndeling på tværs af medarbejdere og etager. En grøn gårdhave med petanquebane giver skærmet udeophold, udendørs arbejdspladser og oplevelsen af bygningsmæssig sammenhæng. Der er p-pladser til samkørselsbiler og 14 ladestandere til elbiler, hvor der er gjort klar til i fremtiden at kunne oplade op til 100 elbiler om dagen.

Danfoss Campus Kolding er den nyeste af virksomhedens campusser og sætter standarden for, hvordan øvrige kontorer i koncernen fremover skal bygges og indrettes. Danfoss har desuden en campus i Silkeborg, det også er tegnet af RUM, samt i Nordborg og Gråsten.

Læs artiklen Danfoss sparer millioner på energivenligt mødested i Erhverv+.

Læs mere om Danfoss Campus Kolding, der både omfatter nybyggeri og renovering af eksisterende bygninger.

Fotos: Danfoss.

Billedet ovenfor: Jørgen Mads Clausen, Chairman Emeritus, Danfoss, klippede snoren til Danfoss Campus Kolding sammen med Direktør Jan Riis i Daugaard Pedersen A/S, Senior Vice President Torben Christensen, Global Services, President, Refrigeration & A/C Controls, Danfoss Climate Solutions, Kristian Strand, Divisional President Residential Heating Torben Pedersen og Head of Gasketed and Welded Heat Exchangers Frank-Erik Johansen.