Et bæredygtigt og medarbejderfokuseret vinderforslag
RUM og Kjæhr & Trillingsgaard vandt i efteråret 2024 BetaPack-projektet med et forslag, “der forener funktionalitet, æstetik og bæredygtighed, med særligt fokus på medarbejdertrivsel og et minimalt klimaaftryk”. BetaPack, der beskæftiger sig med udvikling, produktions- og logistikstyring af produkter inden for emballage, salgsfremmende løsninger, folie og produkter til industrielle og byggebranchen, har med dette projekt ønsket at skabe et moderne og bæredygtigt arbejdsmiljø, der understøtter virksomhedens vækst og værdier.
Bæredygtigt og funktionelt design
BetaPacks nye hovedsæde skal DGNB-certificeres til Guld med Hjerte og vil blive opført med et CO₂-aftryk på 7,4 kg CO₂/m²/år. Dette opnås blandt andet gennem brug af naturlige materialer og energieffektive løsninger. Derudover etableres der rig adgang til dagslys samt grønne udearealer, herunder en gårdhave og tagterrasse, der understøtter biodiversitet og medarbejdertrivsel.
Struktur og arkitektur
Det kommende hovedsæde på 2.870 m² vil bestå af tre enheder: kontor, lager og ankomst. Enhederne forbindes via transparente gange, der skaber et naturligt flow gennem bygningen og åbner op for omgivelserne. Projektet opføres i totalentreprise af RUM, Kjæhr & Trillingsgaard og Atelia og forventes efter planen at stå færdigt i sommeren 2026.