Arkitektfirmaet Friborg og Lassen har siden 2021 været en del af RUM.

FTZs nye hovedkvarter afleveret

Fredag markerede en vigtig milepæl for FTZ Autodele & Værktøj, da virksomheden officielt overtog nøglerne til sit nye hovedsæde og logistikcenter. Det 40.000 m² store byggeri er skabt med et klart formål: at samle viden, innovation og kompetencer under ét tag – med fokus på funktionalitet, fællesskab og bæredygtighed.

Arkitektur, der bringer kerneaktiviteterne i spil

Designet af hovedkvarteret er nøje gennemtænkt for at gøre FTZ’s daglige aktiviteter synlige – både for kunder, kursister og medarbejdere. Fra ankomstområdet er der frit udsyn til læsseområder, køreveje og lager, hvilket giver et naturligt indblik i logistikken bag driften.

En arbejdsplads med fokus på fællesskab

Hovedkvarteret er skabt med et stærkt fællesskab i centrum. Alle – gæster, kursister og ansatte – træder ind gennem en fælles hovedindgang, der fører videre til en åben gallerigang med sociale faciliteter samt fleksible møde- og arbejdsområder. Et centralt atrium forbinder kantineområder, fælles mødelokaler og arbejdszoner, hvor Activity Based Working-principper sikrer en dynamisk og inspirerende arbejdsdag.

Bæredygtighed i topklasse

Byggeriet er udviklet med en markant bæredygtig profil. Hver kvadratmeter er optimeret, og projektet integrerer energieffektive løsninger, vedvarende energikilder og CO₂-reducerede byggematerialer. Solceller på taget bidrager desuden aktivt til at minimere bygningens klimaaftryk.

Projektet er udviklet i et åbent, tillidsbaseret og forpligtende samarbejde mellem FTZ, RUM, Rønslev Rådgivende Ingeniører og BASE Erhverv.

Foto: Thomas Mølvig