Borgmester Ole Vind fra Hedensted Kommune opsatte DGNB-plaketten på huset, hvor den fik en synlig placering ved hovedindgangen. Der blev holdt taler af Hedensteds tidligere borgmester og formand for byggeudvalget Kirsten Terkildsen og af byrådsmedlem Hans Vacker. Han kaldte administrationshuset et fyrtårn i Hedensted Kommunes bæredygtige agenda og lagde vægt på, at huset skaber liv i Tørring og dermed støtter den positive udvikling, byen er inde i.
RUM har været totalrådgiver på projektet og sammen med Kuben Management varetaget rollen som DGNB-auditor. Helt fra starten satte teamet barren højt ved at gå efter DGNB Guld fremfor en Sølv-certificering, som var det oprindelige mål. Administrationshuset blev indviet i februar 2021 og modtog DGNB Guld-certificeringen i december 2021.
Social bæredygtighed og stor brugertilfredshed
Den sociale bæredygtighed og et godt arbejdsmiljø med fokus på bl.a. lys, lyd, akustik og ventilation har været vigtige parametre i udviklingen af huset. Og involvering af brugerne fra start til slut har været et centralt omdrejningspunkt.
For at følge brugerprocessen helt til dørs har RUM efter ibrugtagningen gennemført en Post Occupancy Evalulation og analyseret medarbejdernes brug og oplevelse af huset i forhold til en lang række parametre som bl.a. de fysiske rammer, arkitektur, faciliteter, arbejdsmiljø, rum, indeklima mm. Evalueringen blev gennemført som en del af et pilotprojekt med støtte fra Realdania i regi af Green Building Council og Rambøll. Resultaterne viser meget stor brugertilfredshed med det nye kontorhus.
Vores omfattende brugerinddragelsesproces og store indsats for at øge den sociale bæredygtighed i huset har med andre ord båret frugt, og – ligesom bygherre og brugere – er vi meget glade for og stolte af resultatet.
Læs mere om projektet her – hvor du også kan se videoklip inde fra huset.