Den nye landbrugsskole på Herningsholm campus nær Herning har modtaget hædrende omtale ved den anerkendte prisuddeling Årets Byggeri 2025. Projektet roses for at kombinere lavemissionsbyggeri, funktionel arkitektur og samfundsmæssig værdi. RUM har som arkitekt realiseret byggeriet sammen med Lph Byg og Vita Ingeniører.
Årets Byggeri er en af byggebranchens mest prestigefulde priser og hylder hvert år de projekter, der bidrager mest til samfundet og byggeriets udvikling. Herningsholm Landbrugsskole modtog kort før jul en hædrende omtale i kategorien Åben 2025, som dækker alt fra kulturbyggerier til erhvervsbyggeri. “Her er tale om en institution, der binder faglighed, fællesskab og klimahensyn sammen i én samlet løsning,” lyder det i dommerkomiteens vurdering.
Et lavemissionsbyggeri med mennesket i centrum
Skolen samler flere landbrugsuddannelser i én bygning midt på Herningsholms campus. Med et areal på 1500 m2 er bygningen kompakt og klart disponeret: undervisningsrum langs facaderne, fællesarealer i midten og korte forbindelser mellem funktioner. Bygningen er konstrueret i limtræ og præfabrikerede trækassetter, beklædt med træ og isoleret med glasuld med højt genanvendt indhold. Det samlede klimaaftryk er beregnet til blot 7,9 kg CO2 pr. m2 pr. år. “Træet er ikke kun et materiale – det er en holdning,” skriver dommerkomiteen.
En bygning der samler og åbner sig mod omgivelserne
Dommerkomiteen fremhæver også projektets evne til at løfte både uddannelsen og lokalsamfundet: “Det er ikke hverdagsarkitektur i betydningen trivielt – men i betydningen nødvendigt.” Herningsholm Landbrugsskole er ikke kun et undervisningssted, men også et samlingspunkt for foreninger og nabolag, der kan benytte faciliteterne uden for skoletid. Arkitekturen er enkel, gennemtænkt og inviterende – og understøtter et fagligt og socialt fællesskab.
Ambitiøst byggeri i provinsen
Projektet er et konkret bud på, hvordan fremtidens erhvervsuddannelser kan styrkes med lokal forankring, lavt klimaaftryk og arkitektur, der ikke stræber efter at være spektakulær, men nyttig, holdbar og menneskelig. Dommerkomiteen understreger betydningen af at bygge uddannelsesmiljøer uden for de store byer: “Ofte taler vi om at decentralisere uddannelser, men glemmer at der også skal bygges steder, hvor man kan lære, leve og mødes.”
Projektet er realiseret for Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier sammen med Lph Byg a/s og VITA ingeniører A/S. Sweco Architects Denmark har været bygherrerådgiver og indledende arkitekt.
Læs mere om Herningsholm Landbrugsskole her
