John Winthers Plads er blandt de 21 projekter, der er indstillet til Arkitektforeningens arkitekturpris Årets Arne 2026. Medlemmer af Arkitektforeningen i København kan stemme frem til d. 3. december.
I sidste måned blev John Winthers Plads hædret med rosende omtale af Frederiksberg Kommunes præmieringskomité. Nu er pladsen gået gennem nåleøjet i indstillingsfasen til Årets Arne 2026. Prisen uddeles af Arkitektforeningen København og sætter fokus på nyopførte værker, der bidrager med arkitektonisk kvalitet i hovedstadsområdet.
Fællesskab, parkering og klimatilpasning i ét greb
John Winthers Plads ligger centralt bag Frederiksberg Rådhus og forener funktion og byliv i én samlet løsning. Under belægningen gemmer sig et underjordisk parkeringsanlæg og et regnvandsreservoir, som aflaster kloaksystemet ved kraftig regn. Ovenpå skaber grøn beplantning, stiforløb og opholdszoner et imødekommende og aktivt byrum for beboere, besøgende og forbipasserende. Pladsens udformning lægger op til ophold og uformelle møder – både i dagslys og i de sene timer, hvor et integreret lysdesign sikrer atmosfære og tryghed.
Et samarbejde på tværs
Projektet er tegnet af RUM for Frederiksberg Kommune. Nordstern har stået for opførelsen, ETN Arkitekter har været bygherrerådgiver, og Maiken Olofsson fra Olofsson Landskab har tegnet landskabet. Artelia har været rådgiver på både konstruktioner og lysdesign – og står desuden bag den stemningsfulde videooptagelse af pladsen ved mørkets frembrud, med optagelser af Valerio Marandola, som du kan se herunder.
Medlemmer stemmer – fem nomineres
Det er medlemmerne af Arkitektforeningen København, der afgør, hvilke fem af de indstillede projekter der går videre til nominering. Afstemningen er åben frem til den 3. december. Herefter besøger en jury de fem nominerede og udpeger en vinder, som offentliggøres ved Arkitektforeningens nytårskur i januar 2026.
Se flere videoer og læs mere om projektet her.
