Arkitektfirmaet Friborg og Lassen har siden 2021 været en del af RUM.

Nu bliver Toften taget i brug

I fredags blev det splinternye byggeri i Munkebo indviet. Toften er Kerteminde Kommunes rehabiliteringscenter, der skal mindske, udskyde og forebygge behovet for hjælp og pleje hos bl.a. nyligt udskrevne sygehuspatienter.

I det frostklare lys tegnes byggeriets blødt svunge form sig skarpt mod forårshimlen. Gennem store vinduespartier strømmer eftermiddagslyset ind i den åbne dagligstue som udgør hjertet for husets aktiviteter og også ved indvielsen er samlingspunktet for festlighederne.

”Vi har glædet os til at præsentere rehabiliteringscenter Toften; et byggeri, som har rod i den nordiske tradition både i udtryk, materialevalg og som integrerer dagslyset og natur og by i ét.”

Formand for Ældre, Handicap og Psykiatriudvalget Britt Pedersen

Det åbne og inviterende byggeri er opført ved Toften i Munkebo i det kuperede landskab med storslået udsigt over Noret. Rammerne er designet ud fra nyeste viden om sundhed og forebyggelse, som i tæt samspil med de smukke omgivelser, skaber et flagskib for helende arkitektur.

”Med den her beliggenhed er det lige før, man selv ville ønske, man fik lov at vågne op og nyde sådan en udsigt.”

Borgmester Kasper Ejsing Olesen (S)

Udsigten er tænkt ind i enhver detalje i det markante byggeri. Ønsket var, at alle funktioner skulle have en eller anden kontakt til udsigten, og det er faktisk muligt at se fjorden fra alle 28 værelser.

”Vi fandt frem til en grundidé om, at huset skulle lægge op til bevægelse. Derfor arbejdede vi med den runde form. Der måtte ikke være nogen “dead ends.” Det er for eksempel mere motiverende at gå efter at se, hvad der er omkring det næste hjørne end at gå frem og tilbage på en lang gang.”

Claus Jensen, Arkitekt og partner, RUM

Noget af det der gør Toften helt unik er at husets visioner og arkitektur bygger på en grundig brugerinvolvering med inddragelse af borgere, sundhedspersonale og fageksperter.

Nu skal byggeriet stå sin endelige test når brugere og personale rykker ind.

Læs mere om Rehabiliteringscenter Toften.