Arkitektfirmaet Friborg og Lassen har siden 2021 været en del af RUM.

Nyt svømmeanlæg til Forum Horsens

RUM har tegnet et nyt svømmeanlæg med 50 meter-bassin og varmtvandsbassin som led i udvidelsen af Aqua Forum. Det nye byggeri forbinder Kampsportscenteret og den eksisterende svømmehal, der begge er tegnet af RUM. Sammenkoblingen skaber synergi mellem funktionerne til glæde for de mange forskellige brugere.

Synergier og fælles funktioner

Det nye svømmeanlæg får et 50 meter-bassin med otte baner, et varmtvandsbassin, tilskuerområder, stævnekontor, arealer til opvarmning, nyt indgangsparti og omklædningsfaciliteter.

Indgangen bliver i forbindelse med Kampsportscenteret, og koblingen giver nogle synergier og fælles funktioner i form af central hovedindgang og foyer, fælles omklædningsfaciliteter og teknikrum.

RUM har helt fra starten tænkt og tegnet Kampsportscenteret og det nye svømmeanlæg som en samlet løsning, da der er flere fordele ved at koble de to anlæg sammen i ét greb.

– Der er en god del synergi i projektet. Der er fælles funktioner – og så tror vi også, at der er en værdi i, at sportsfolk mødes på tværs og kan inspirere hinanden, sagde partner Claus Jensen fra RUM, da han præsenterede projektet på et pressemøde i slutningen af 2020.

Læs artiklen i Horsens Folkeblad: Lang tid undervejs: Nu er tegningerne klar til Aqua Forums nye 50 meter-bassin | hsfo.dk

Øget kapacitet og bedre faciliteter for alle

Med udvidelsen får Horsens Svømmeklub mulighed for en vækst i antallet af medlemmer på 50-100 procent, vurderede svømmeklubbens formand, Kim Nissen, på pressemødet. Og Forum Horsens’ direktør, Jørn Juul, ser frem til, at der med de fremtidige forhold bliver bedre kapacitet for alle – både motionssvømmerne og elitesvømmere. Også det nye varmtvandsbassin imødeses med forventning og bliver til stor glæde for bl.a. ældre borgere med skavanker.

Byggeprojektet, der er udbudt i totalentreprise, har et budget på 42 millioner kroner. Det nye svømmeanlæg forventes klar til indvielse i efteråret 2022.

Læs mere om projektet her