En ny ramme for vækst og arbejdsglæde
I Hørning får BetaPack opført et nyt hovedsæde, der samler virksomhedens kontor-, lager- og trivselsfunktioner i én arkitektonisk helhed. Projektet er udformet med fokus på arbejdsglæde og trivsel, fleksibilitet og synlighed – både i landskabet og i dagligdagen. Bygningen er disponeret som tre klart definerede bygningskroppe forbundet af transparente passager, der styrker flow og kontakt til omgivelserne.
Arkitektonisk hovedgreb og placering
Ankomstbygningen danner et åbent og imødekommende ansigt ud mod Inge Lehmanns Vej, mens den høje lagerbygning er orienteret mod motorvejen som et markant pejlemærke og støjskærm. Den grønne kile mod øst og de naturlige terrænfald mod nord integreres i disponeringen, så udsyn og adgang til landskabet bliver en aktiv del af arbejdspladsen. Tagterrasse og grønne opholdsrum understøtter både ro og aktivitet.
Materialevalg og konstruktioner med lavt aftryk
Bygningens udvendige facader er udført i varmebehandlet fyrretræ og klikfals i stål – materialer der kræver minimal vedligehold og bidrager til et lavt CO₂-aftryk på 7,4 kg CO₂-eq/m²/år. Kontor- og kantinebygningerne er opført med synlige limtræskonstruktioner og betondæk, der understøtter robusthed og gode termiske egenskaber. Interiøret er præget af naturlige, slidstærke og rengøringsvenlige materialer med høj taktil kvalitet.
Et fleksibelt og aktivitetsbaseret arbejdsmiljø
Kontorarealet er disponeret med åbne kontorzoner, projektrum og telefonbokse, mens foyer, showroom og kantine fungerer som dynamiske samlingspunkter. Der er lagt vægt på fleksibilitet, hvor møde- og fællesrum kan tilpasses skiftende behov. Derudover er der etableret et aktivitetsområde med padelbaner og yogarum samt mulighed for fremtidige udvidelser af både kontor og lager.
Indeklima og lavemissionsstrategier
Projektet er planlagt ud fra høje krav til dagslys, termisk komfort og luftkvalitet. Der er valgt lavemitterende materialer og installeret VAV-styret ventilation med varmegenvinding og intelligent styring. Derudover indgår et 20kW solcelleanlæg som led i en dokumenteret strategi for lav miljøpåvirkning forventes det samlede projekt at blive DGNB Guld plus Hjerte-certificeret.
Brugerinddragelse og stærkt samarbejde
Projektet er udviklet i tæt samarbejde med BetaPack og deres brugere, i en proces baseret på transparens, dialog og fælles ejerskab. Brugerbehov er blevet omsat til konkrete arkitektoniske løsninger, der understøtter arbejdsgange, trivsel og identitet – både funktionelt og visuelt.
