Arkitektfirmaet Friborg og Lassen har siden 2021 været en del af RUM.

Alabu afd. 78, Spar Es

29 almene familieboliger, Gistrup

Centralt i Gistrup nær Aalborg på den såkaldte Spar Es-grund har et nyt boligområde set dagens lys. Her har Alabu Bolig Afdeling 78 opført 29 attraktive familieboliger i varierende størrelser. Boligerne er opført efter Den frivillige bæredygtighedsklasse.

Familieboliger beliggende centralt i grønne omgivelser
De 29 boliger er opført som et-og toplans familieboliger fordelt på seks længehuse. Boligerne er indrettet som hhv. fire-, tre- og toværelses lejligheder. Firerumsboligerne har intern trappe mellem stue og førstesal, mens de resterende boliger er i et plan, hvor man bor i henholdsvis stueplan eller på første sal. Boligerne er moderne indrettet med store glaspartier, der giver masser af lys og luft samt adgang til enten altan eller terrasse.

God adgang til rekreative ophold
De seks længer er placeret med udgangspunkt i at skabe en dynamisk boligstruktur med gode adgangsforhold til rekreative områder. Husene grænser op til et grønt fællesstrøg, der både har funktion som rekreativt område, men også er med til at skabe afskærmning til den enkelte bolig.

Bebyggelse i samklang med omgivelserne
For at sikre en harmonisk bebyggelse, der smelter godt sammen med omgivelserne, er der brugt gode gedigne materialer samt klassiske arkitektoniske motiver som saddeltage og relieffer i murværk. Mellem husene skabes mindre zoner til ophold og uformelle møder beboerne imellem. Enkelte steder er vejzoner lavet som shared space, hvor adskillelsen mellem de forskellige trafikformer er minimeret.

Fuld fokus på indeklima, lys, lyd og rumakustik
Byggeriet er bygget efter Den frivillige bæredygtighedsklasse, hvorfor indeklima, dagslys, lyd og rumakustik især har været centrale i projektet.