Arkitektfirmaet Friborg og Lassen har siden 2021 været en del af RUM.

Søparken

25 almene familieboliger i Ansager
Opførelsen af 25 nye almene boliger under navnet Søparken er skelsættende for den lille by Ansager mellem Grindsted og Varde, som gennem flere år har kæmpet med at tiltrække tilflyttere. Projektet er udviklet i et tæt samarbejde mellem Ansager Byudvikling, boligforeningen ALFABO og RUM.

Mellem by og land og i tæt kontakt med naturen

Boligbebyggelsen ligger på kanten mellem by og land og vil således appellere til folk, der har lyst til at bo i tæt kontakt med naturen, og samtidigt nyde godt af byens tilbud. Bebyggelsen fremstår som en kombination af to etagers dobbelthuse samt rækkebebyggelser i ét plan.

Et bredt udvalg af boliger og udsigt til alle

Boligerne udføres i tre størrelser: 89 kvm, 95 kvm og 104 kvm, og henvender sig bredt til alle, både seniorer og familier. Alle boliger er tre- eller fire-rums lejeboliger, med to-tre værelser, stue/køkken, bad og bryggers. Dertil kommer separat redskabsrum. Ved at placere de højeste boliger mod nord og udnytte grundens naturlige hældning ned mod syd får alle boliger udsigt over Søparken, i Ansager.

Vild med vilje med bæredygtige principper

Hele området holdes stort set bilfrit. Alle adgangsveje til boligerne etableres som grusveje og fælles grønne områder med bevoksning efter princippet ”vild med vilje”. Begge dele er med til at give en hyggelig kolonihave-stemning og underbygger miljøansvarlige principper, som fx naturlig nedsivning af regnvand og et rigt plante- og dyreliv. I bebyggelsen anvendes gode naturlige og langtidsholdbare materialer, der i farver og tekstur vil fremstå harmoniske i forhold til områdets naturlige karakter.