Arkitektfirmaet Friborg og Lassen har siden 2021 været en del af RUM.

Bredballe Idrætscenter

Fremtidssikret kraftcenter for idræt og fritidsliv

Bredballe Idrætscenter bliver et centralt samlingspunkt for byens fritidsliv og fællesskaber. Projektet forener eksisterende Hældagerhallen og Hældagerskolen med et nyt, moderne byggeri, der rummer faciliteter som hal, multisal, fitness, café, e-sport og mødelokaler.

En ramme til fritid og fællesskab
Visionen er at skabe et idrætscenter, der styrker fritidslivet og fællesskaber gennem moderne rammer og fleksible faciliteter. Byggeriet skal være en dynamisk og inkluderende platform, hvor mennesker i alle aldre kan mødes, dyrke sport og fælles aktiviteter og hvor sociale relationer kan blomstre.

Ny hal og multisal
Den nye hal og multisal er designet til at skabe synergi mellem skole og idrætscenter. Store vinduespartier sikrer rigeligt med dagslys og indbyggede siddepladser giver fleksibilitet til store arrangementer. Multisalen kan opdeles og bruges til forskellige aktiviteter, hvilket fremmer alsidigheden i huset. Transparens mellem de forskellige faciliteter skaber åbenhed og visuel kontakt, der styrker brugernes oplevelse. Caféområdet fungerer som et centralt mødested med udsigt til både indendørs og udendørs aktiviteter.

Ankomstområde med café
Ankomstområdet byder brugerne velkommen med klare visuelle forbindelser til fitness, spinning og caféen. Caféen udgør husets sociale hjerte og understøtter interaktionen mellem mennesker. Dette område er designet til ophold og aktivitet og fungerer som et fordelingspunkt, hvor det er let at navigere til de forskellige faciliteter.

Fitnessområde og e-sport
Fitnesslokalerne tilbyder et moderne træningsmiljø med udsyn til udendørsområder, hvilket skaber en forbindelse til naturen. E-sportslokalerne på 1. sal kombinerer digital og fysisk aktivitet og bidrager til husets dynamiske karakter. Sammen dækker de et bredt spektrum af aktiviteter for alle aldersgrupper.

Bæredygtighedsstrategi
Projektet er baseret på en holistisk bæredygtighedsstrategi, der følger DGNB Sølv-certificeringens principper. Materialer med lav CO₂-emission og høj holdbarhed sikrer et sundt indeklima og reducerer bygningens klimaaftryk. Byggeriet er designet med fleksibilitet og genanvendelse for øje, hvilket sikrer fremtidige udvidelsesmuligheder.

Materialevalg og arkitektonisk udtryk
Materialerne er inspireret af nordisk design og valgt for deres holdbarhed og let vedligeholdelse. Lyse jordtoner, skærmtegl og sandwichpaneler skaber et tidløst udtryk, mens træelementer og akustikvenlige løsninger bidrager til en varm og indbydende atmosfære. Facaden harmonerer med den eksisterende bebyggelse, men tilføjer et moderne præg, der løfter det samlede udtryk. Markante indgange med genkendelige overdækninger sikrer en let og intuitiv adgang.

 

default