Arkitektfirmaet Friborg og Lassen har siden 2021 været en del af RUM.

Domea Hedensted, afd. 53-54

Fremtidssikring af almene boliger

RUM har stået i spidsen for en helhedsplan over Domea Hedensteds afd. 53 og 54, der har omfattet alt fra gennemgribende renovering, sammenlægning til let modernisering af blandede boligtyper.

Helhedsplanen for Domea Hedensted afd. 53 og 54 omfattede et markant løft af 86 etplanslængehuse fra 1080’erne målrettet familier og ældre. Boligerne, der ligger spredt i Tørring, Uldum, Lindved, Rask Mølle, Åle og Hornborg er i forskellig grad blevet enten renoveret, sammenlagt, ombygget eller let moderniseret, så de matcher nutidige behov og styrker afdelingens konkurrenceevne på boligmarkedet.

Nye boligstandarder gennem ombygning og sammenlægning
Afdeling 53 rummer 57 boliger beliggende i Uldum, Rask Mølle og Lindved. En stor del af boligerne er blevet renoveret og ombygget med nye, åbne køkken-alrum, lyse opholdsrum og forbedrede adgangsforhold. Flere boliger er desuden blevet lagt sammen for at skabe større, gennemlyste og mere fleksible enheder, der opfylder Arbejdstilsynets anbefalinger for plejepersonale. Klimaskærmen er opgraderet i en betydelig del af boligerne med nye vinduespartier og delvise udskiftninger af tag, og der er etableret mekanisk ventilation integreret i skabs- og loftsløsninger. Samtidig er indvendige overflader og køkkener fornyet, så boligerne fremstår rolige og tidssvarende i både udtryk og funktion. Flere steder er udearealerne desuden blevet styrket for at understøtte et mere sammenhængende nærmiljø.

Forbedrede rammer og styrket klimaskærm
I afdeling 54 er 29 boliger blevet løftet med nye, åbne køkkenløsninger, gennemlyste opholdsrum og opgraderede indvendige overflader, der giver boligerne et enklere og mere nutidigt udtryk. Der er etableret mekanisk ventilation integreret i skabsløsninger, og i udvalgte boliger er entré og bryggers lagt sammen for at styrke funktionaliteten. På adresser uden indvendige ombygninger er klimaskærmen styrket gennem renovering af tag samt udskiftning af vinduer og døre, så hele afdelingen fremstår opdateret og klar til fremtidige behov.

Fælles udviklingsproces med bygherre og beboere
Projektet blev gennemført i tæt samarbejde mellem Domea, RUM og beboerne og organiseret som en niveaudelt inddragelsesproces blandt projektets interessenter. RUM arbejdede tæt sammen med Domeas afdelingsbestyrelse og byggeadministration om sparring og udvikling af indretning, overflader, materialer og inventar, mens afdelingsbestyrelsen selv varetog inddragelsen af beboerne gennem flere beboermøder som led i en beboerdemokratisk proces. For de beboere, hvis boliger gennemgik indvendig renovering, blev der planlagt en etapevis genhusning, så de oplevede størst mulig kontinuitet og tryghed.