Arkitektfirmaet Friborg og Lassen har siden 2021 været en del af RUM.

Faxe Forsyning

Funktionelt og fremtidssikret hovedsæde

Faxe Forsynings kommende hovedsæde skal forene administration, drift og affaldsindsamling i ét samlet anlæg i Rønnede. Bygninger og udearealer disponeres med stor vægt på funktion, robusthed og lang levetid, og samtidig arbejdes der målrettet med at reducere ressourceforbrug, drift og klimaaftryk – både i materialevalg og i tekniske løsninger.

Samlet disponering med fokus på flow og biodiversitet
Projektet omfatter en administrationsbygning og flere servicebygninger med affaldssortering, værksteder og vaskehal samt et større udeareal med parkering til medarbejdere, gæster og renovationsbiler samt et forsinkelsesbassin og grøn beplantning, der fremmer lokal regnvandshåndtering og biodiversitet. Den overordnede disponering understøtter funktionelle arbejdsgange og tydelige adskillelser mellem offentlige, tekniske og personalerettede områder.

Genbrug og lavt ressourceforbrug
Materialestrategien bygger på genanvendelse af overskudsmaterialer fra andre byggerier, hvor blandt andet facadebeklædning i brændt træ bidrager til lavt ressourceforbrug og et karakterfuldt udtryk. Administrationsbygningen er inspireret af nordiske længehuse og opføres med en modulopbygget konstruktion, energieffektive installationer og optimeret klimaskærm, som tilsammen sikrer lavt energiforbrug og et stabilt indeklima.

Dokumenteret lav klima- og miljøpåvirkning
Administrationsbygningen skal certificeres til DGNB Guld med tillægskriteriet DGNB Hjerte, som dokumenterer høj kvalitet i forhold til blandt andet indeklima, materialevalg, ressourceforvaltning og sociale hensyn. Den indledende LCA-beregning viser et CO₂-aftryk på 6,4 kg CO₂/m²/år, hvilket ligger under kommende lovkrav og er opnået gennem målrettede design- og materialevalg.