Funktioner og sammenhænge
Multihallen rummer springhal, depotrum og opholdsarealer, mens vestfløjen samler nye fællesfunktioner med café, køkken, bevægelseslokale, toiletter og ny hovedindgang. En del af det eksisterende cafeteria er samtidig omdannet til nye anvendelser, hvilket skaber en glidende overgang mellem gamle og nye rammer.
Proces og rådgivning
RUM har bistået Horsens Kommune som bygherrerådgiver gennem hele processen. Vi har udarbejdet dispositionsforslag og udbudsmateriale samt understøttet kommunen i prækvalifikation og gennemførelse af totalentrepriseudbuddet. Opgaven blev gennemført som en begrænset licitation med to alternative tilbudsmodeller, der sikrede både økonomisk overblik og kvalitet i beslutningsprocessen.
Kvalitet og drift
Som en del af bygherrerådgivningen lagde RUM vægt på at skabe funktionelle rammer med fokus på robust materialeholdbarhed, energieffektive løsninger og gode driftsforhold. Idrætscenteret er i dag et fleksibelt samlingspunkt, hvor skole, foreninger og lokalsamfund kan mødes i tidssvarende rammer.






