Arkitektfirmaet Friborg og Lassen har siden 2021 været en del af RUM.

Højvangshallen

Et moderne samlingspunkt, der styrker både skole- og foreningsliv
Udvidelsen af Højvangshallen er skabt for at samle skole- og fritidsliv i tidssvarende rammer. Med en ny hal og en mellembygning kobles eksisterende og ny bebyggelse til ét anlæg med fælles ankomst, omklædning og klublokale. Dermed er der skabt plads til flere aktiviteter, der understøtter både skoleidræt, foreningsliv og selvorganiserede aktiviteter. Udvidelsen er disponeret med fleksible løsninger, der sikrer, at anlægget kan bruges bredt – nu og i fremtiden.

Bygherrerådgivning og proces
RUM har som bygherrerådgiver hjulpet Horsens Kommune med at omsætte behov og ønsker til et klart grundlag for projektet. Arbejdet omfattede programmering, dispositionsforslag og udbudsmateriale samt rådgivning i entrepriseform og proces. Med totalentreprise som udbudsform var RUMs opgave at skabe de bedste forudsætninger for en effektiv byggeproces, høj funktionalitet og sikre rammer for økonomi og kvalitet.

Materialer og udtryk
Bygningen fremstår moderne og robust med facader i slagfaste kompositplader, der spiller sammen med det eksisterende anlæg. Indvendigt er materialerne valgt for at give lys, akustisk komfort og en venlig atmosfære. Idrætssalene er indrettet med sportsgulv, panelbeklædning og træbetonlofter, så rummet indbyder til bevægelse, leg og fællesskab.

Funktionalitet og fællesskab
Multihallen rummer en fuld håndboldbane og kan deles op, så springsal og aktivitetsflade fungerer uafhængigt. Mellembygningen skaber et naturligt mødested med adgang til haller, klublokale og udearealer. Store glaspartier åbner huset mod omgivelserne og giver lys, transparens og tryghed – kvaliteter der gør anlægget til et attraktivt samlingspunkt for lokalsamfundet.