Arealbesparende p-kælder med rampe
I stedet for et klassisk P-hus med adskilte op- og nedkørsler og små ramper imellem etagerne, er det underjordiske parkeringsanlæg bag Frederiksbejerg Rådhus designet som én stor rampe, der i en form som et sneglehus fører fire etager ned. Den 13 meter dybe og spiralformede parkeringsrampe giver optimal arealudnyttelse, fordi der parkeres på selve rampen hele vejen ned – også i bunden af kælderen, som er den eneste plane flade. I alt er der plads til 275 biler. Ind- og udkørsel sker via Solbjerget, mens to trappetårne giver gående adgang.
En nem og tryg parkeringsoplevelse ud over det sædvanlige
P-kælderens cirkelformede design gør parkeringssituationen nemmere, fordi billisterne blot tager den første ledige plads, der dukker op i kørselsretningen. Bilerne kører op og ned ad den samme bane på midten af rampen, mens parkeringspladserne befinder sig vinkelret på hver sin side af banen. Farver sætter fuld fokus på wayfinding. Et indre, cylinderformet atrium i tre etagers højde kobler hele anlægget visuelt sammen med ovenlys, der tilfører rummet dagslys og bidrager til at sikre en tryg parkeringsoplevelse. Endelig giver en glaselevator, der er etableret i atriumet, brugerne af anlægget en oplevelse ud over det sædvanlige.
Klimasikring med regnvandsreservoir
Under anlægget er der etableret et reservoir til opsamling af regnvand i forbindelse med skybrud, der kan forsinke vandets vej til kloaknettet. Reservoiret kan rumme 3000 m3 regnvand, der efterfølgende kan pumpes op og benyttes til vanding.
En levende byplads i hjertet af Frederiksberg
Frederiksberg Kommune har ønsket at omdanne den tidligere store parkeringsplads bag rådhuset til en attraktiv og levende byplads for Frederiksbergs borgere. Pladsen appellerer til alle aldersgrupper og indrettes med masser af rekreative områder, der inviterer til både leg, ophold, ro og fordybelse samt kunst, kultur og bevægelse. Derudover rummer pladsen også markedsfunktioner som fx madboder og det populære ”loppetorvet”.
Fra bagside til urban forhave med historiske spor
Parkeringspladsen bag rådhuset har i mange år været en praktisk ”bagside”. Med omdannelsen er ”bagsiden” nu blevet til en ”forside” eller ”forhave” til rådhuset og Frederiksberg Have – og til de smukke bygninger omkring pladsen; Hassager, 4. Maj Kollegiet, Møstings Hus og villaerne langs Andebakkestien. Som en del af belægningen er der desuden integreret historiske referencer, idet pladsens udformning følger det tidligere gaderum, hvor Frederiksberg Bredegade løb henover pladsen.
Grønne, biodiversitetsunderstøttende oaser
Beplantning er blevet et væsentligt element i byrumsfornyelsen og kobler byrummets puls sammen med grønne Frederiksberg Have. Fx er Solbjerget, der nede danner ind- og udgang for nedkørsel og opkørsel, på top og sider et frodigt, sansende og legende landskab, beplantet med græsser, stauder og mindre stensætninger, der hjælper biodiversiteten på vej og bringer sanserne i spil.
Klimasikring
P-anlæg såvel som byplads indgår som en del af kommunens klimasikring og udgør tilsammen ét stort klimatilpasningsanlæg. Foruden etablering af regnvandsabsorberende kassetter er den eksisterende ”Andebakkedammen” konverteret til ”Andebakkesøen”, så den fortsat fungerer som rekreativt rum, men også som en del af klimasikringen, der kan håndtere regnvand ved skybrud. Regnvand, der fremover kan pumpes op og bruges til vanding af kommunens grønne anlæg i tørketider.
Læs også nyheden Parkeringsanlæg på Frederiksberg tager form, hvor en dronevideo viser etablering af p-anlægget både fra luften og dybt nede under jorden.










