Arkitektfirmaet Friborg og Lassen har siden 2021 været en del af RUM.

Sct. Hans Skole

Fra historisk skolebygning til fremtidens læringsmiljø

Den historiske folkeskole, Sct. Hans Skole fra 1878, gennemgår en omfattende renovering og udbygning for at skabe et moderne læringsmiljø – både inde og ude. Projektet balancerer mellem bevarelse af skolens arv og modernisering, så den lever op til nutidens krav til læring og trivsel.

Opdatering af rammer til leg og læring
Renoveringen har til formål at skabe en sammenhængende arkitektonisk linje, samtidig med, at den forbedrer faciliteterne og sikrer et læringsmiljø, der lever op til nutidens standarder. Hovedbygningerne på Sct. Hans Skole opdateres med nye overflader og forbedret indeklima. Mellembygningen får en omfattende facaderenovering, der energioptimerer og respekterer den eksisterende arkitektur. Facadebeklædningen genfortolkes for at skabe sammenhæng mellem de oprindelige bygninger og de nye tilføjelser. De kreative fag samles i én bygning for at styrke samarbejde og følge pædagogiske retningslinjer. Her fornyes overflader og installationer, mens de nuværende klasselokaler bevares og opdateres for et moderne læringsmiljø. De eksisterende toiletter ombygges også for at dække behovene for mellemtrin og udskoling, ligesom 0-klasserne nu får deres egne toiletter, hvor de før måtte dele med de store børn.

Arkitektonisk bro mellem nyt og gammelt
En ny bygning til indskolingen opføres på det område, hvor de gamle pavilloner tidligere lå. Den eksisterende multisal bevares og bliver et centralt og samlende element i den nye indskolingsbygning. De oprindelige bærende betonvægge genanvendes i designet, og en L-formet trækonstruktion opføres omkring multisalen for at skabe en harmonisk integration mellem nyt og gammelt. Den nye bygning får en smuk træbeklædning, som med tiden vil patinere og tilføre bygningen et naturligt udtryk, der matcher de øvrige bygningers æstetik.

Indbydende uderamme til leg, læring og samvær
Som en byskole med begrænsede grønne områder og meget asfalt redesignes skolens udearealer med fokus på mere grønt og bedre udnyttelse af pladsen. Arealerne begrønnes med bl.a. højbede og så mange eksisterende træer som muligt bevares for at opretholde skolens etablerede beplantning. Indskolingens legeområde samles og udformes som en vifte i direkte forlængelse af indskolingens bygninger og de overdækkede udearealer, hvilket skaber et sammenhængende og beskyttet legeområde for de yngste elever. Skolegården omformes med drypvis bakkede områder af enggræs og strategisk placerede højbede for at bringe mere grønt ind i læringsmiljøet, hvor det er muligt.

Brugerinddragelse
RUM har ledet en omfattende brugerproces, hvor brugerne er blevet aktivt inddraget med fokus på læringsmiljøer, pædagogisk praksis, fællesskaber, kultur, samarbejde, flow og koordinering. Inddragelsen har været central for projektet og sikret, at alle perspektiver er medtaget i udviklingen af de fysiske rammer.

Arealoptimering, ansvarligt materialevalg og klimarigtige løsninger
Odense Kommune prioriterer bæredygtigt byggeri med fokus på kvalitet og indeklima. Selvom projektet ikke DGNB-certificeres, integrerer det bæredygtige tiltag, særligt inden for ansvarligt materialevalg og klimarigtige løsninger. RUM har i samarbejde med bygherren implementeret relevante tiltag, herunder arealoptimering. Ved at udnytte eksisterende bygningsmasse effektivt og dele lokaler på tværs reduceres behovet for nybyggeri. Dette sikrer en ressourcebesparende og økonomisk ansvarlig udnyttelse af kommunens bygninger.