Moderne daginstitution til 120 børn
Den nye daginstitution i Stilling har plads til 120 børn fordelt på vuggestue-, børnehavegrupper og personalefaciliteter. Bygningen er struktureret i en H-form med fire klynger, som understøtter en rationel og bæredygtig arkitektur. To klynger er til børnehavegrupper, én til vuggestuen, og den sidste klynge er forbeholdt personalet.
Funktionelt design med fokus på overgange
Designet er både funktionelt og fleksibelt med robuste materialer og velafprøvede løsninger, der sikrer holdbarhed og effektivitet. Særligt har der været fokus på, at bygningens arkitektoniske skala, materialer, funktionelle disponering og visuelle udtryk harmonerer med det børneliv, der skal udfolde sig i institutionen. Store udhæng skaber naturlige overgange mellem inde- og uderum, mens vinduernes legende placering skaber variation og nicher, der understøtter børnenes kreativitet.
Bæredygtige materialer og lavt CO₂-aftryk
Et centralt element i projektet er brugen af genbrugsmaterialer. Bygningen opføres i høj grad af røde genbrugsmursten fra nærområdet, hvilket reducerer miljøbelastningen. Materialevalg og konstruktioner bidrager til et lavt CO₂-aftryk på blot 10,5 kg CO₂-ækvivalenter pr. kvadratmeter pr. år.
Samarbejde med fokus på brugerinddragelse
Projektet er udviklet i tæt samarbejde med bygherre, kommunens tekniske eksperter og de pædagogiske slutbrugere. Dette samarbejde har sikret, at brugernes behov og erfaringer er blevet integreret i designet og derved kvalificeret det endelige projekt.