En landsby af mindre institutioner
Den nye daginstitution i Langeskov er udformet som ét sammenhængende bygningsanlæg, men er på samme tid underdelt i en ”landsby” af 6 overskuelige huse, mindre haverum, en central gade og et landsbytorv med køkken og fælles forsamlingslokale og plads til landsbyens borgere og voksne gæster fra nær og fjern.
Ambitiøs pædagogisk tænkning omsat til byggeri
De fire grundsten i den pædagogiske mission er Kreativitet og innovation, Science, Sundhed og Bæredygtighed. De har været drivere i designprocessen for at skabe et fleksibelt byggeri, som rummer muligheder for sceneskift og forandring af det pædagogiske rum – på daglig basis, over uger og på sigt.
Energioptimering som designparameter
Daginstitutionen er skabt med energioptimering som et betydeligt designparameter. Den karakteristiske tagform giver optimale betingelser for at supplere med aktive tiltag i form af solceller på alle sydvendte tagflader, hvilket i sig selv vil kunne opgradere energiklassen til BR 2020.
Uderum der fortolker det alsidige landskab ved Langeskov
Udformningen af legepladsen er inspireret af det smukke og alsidige landskab som omgiver Langeskov . Gennem en palette af aktiviteter og funktioner er der skabt en platform for at kunne udforske og synliggøre daginstitutionens fire grundsten samt seks læreplantemaer.