I et set up med Lph Byg a/s og VITA Ingeniører A/S har RUM videreudviklet skitseprojektet på den nye landbrugsskole på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier. Videreudviklingen har gjort det muligt at bygge den nye landbrugsskole, der bliver et fyrtårn for landbrug, innovation og fællesskab. I fredags kunne skolen, efter fire måneder byggeperiode, så fejre rejsegilde.
Historisk lavt klima-aftryk
Med et dokumenteret lavt LCA-aftryk på 7,7 kg CO2-ækvivalenter pr. m² bliver skolen samtidig et af de mest bæredygtige skolebyggerier i Danmark til dato. Især er det valget af materialer til konstruktioner, ydervægge og isolering, der trækker aftrykket ned. Ydervægge og konstruktioner bliver opbygget af limtræ, trækassetter og træbeklædning, der hver især har en lav klimapåvirkning. Som isolering er der valgt glasuld af 80 % genanvendt glas, fordi reduktion af materialeforbrug også er en faktor, der skal tænkes ind i morgendagens byggerier.
Et fleksibelt forsamlingshus
I skolens arkitektur er der hentet inspiration fra formen på fortidens gamle staklader. Social bæredygtighed bliver samtidig vægtet højt i projektet. Skolen skal nemlig ikke kun danne ramme om et topmoderne undervisningsmiljø, men skal også være et åbent og fællesskabsunderstøttende samlingssted for det omgivende lokalsamfund.
Byggeriet af den nye landbrugsskole er det første af sin slags i Danmark i knapt 40 år, og efter planen skal den stå færdig til skolestart næste sommer.