Arkitektfirmaet Friborg og Lassen har siden 2021 været en del af RUM.

RUM ansætter kreativ leder

RUM har ansat arkitekt Jacob Ulvsrod Sørensen i en nyoprettet stilling som kreativ leder. Fra tegnestuen i Horsens får han en central rolle i udviklingen af virksomhedens arkitektoniske profil.

Jacob Ulvsrod Sørensen er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen i Aarhus i 2006. Han har siden opnået solid erfaring med udvikling af danske og internationale projekter, bl.a. gennem ansættelser hos C.F. Møller Architects og senest hos Schmidt Hammer Lassen Architects, hvor han var designansvarlig på en bred vifte af projekter.

Som kreativ leder skal Jacob være med til at tegne RUMs arkitektoniske linje og styrke udviklingen af smukke, brugervenlige og meningsfulde projekter. Og han har klare visioner for RUMs arkitektur og sit virke som arkitekt:

“Min ambition er at medvirke til at løfte RUMs arkitektur og kreative designproces igennem konkurrencer, skitsering og faglige input på tegnestuen. Jeg vil fastholde fokus på velfungerende byggede miljøer, respekten for ressourceforbruget og en pragmatisk formgivning, der skærer ind til benet og ikke er unødvendigt kompleks. Det er nogle af de dyder, vi som arkitekter er forpligtet til at kæmpe for, værne om og blive ved med at udvikle og dyrke”, siger Jacob Ulvsrod Sørensen.

Jacobs visioner er helt i tråd med RUMs målsætning om at skabe bæredygtig, brugervenlig og vedkommende arkitektur.

“RUM skaber arkitektur i øjenhøjde og dialog med alle samfundslag, hvilket jeg har meget stor respekt for. Det er en tegnestue med stor ballast, gode værdier og et højt fagligt niveau. Jeg glæder mig til i tæt samarbejde og sparring med mine kollegaer at udvikle RUMs arkitektur, så vi kan få en endnu større gennemslagskraft, der ikke bare matcher tegnestuens nuværende niveau, men også kan sende RUM ud på nye eventyr”, lyder det fra den kreative leder.