Arkitektfirmaet Friborg og Lassen har siden 2021 været en del af RUM.

RUM holder oplæg for indonesisk delegation

Arealoptimering i boliger bygget til fællesskab, cirkulært byggeri, genbrug af byggematerialer og anvendelse af LCA-beregninger som redskab til at blive klogere og dygtigere til at bygge med et lavt CO₂-aftryk var centrale temaer i et oplæg som RUM i onsdags holdt for en indonesisk delegation.

Deling af viden om besparelser på energi- og råstofressourcer

Det var især RUM’s erfaringer fra bl.a. Generationernes Hus og Circle House som RUM’ projektchef inden for udvikling, Malene Holmsgaard, foldede ud for den ministerielle indonesiske delegation, som Energistyrelsen er vært for i denne uge. Formålet med oplægget var at inspirere til tanker om og løsninger på, hvordan Indonesien fremadrettet kan spare på energi- og råstofressourcer og sætte lavere CO₂-aftryk fra landets eksisterende og kommende bygningsmasse.

Stort behov for at tænke i nye baner

Med mere end 270 millioner indbyggere rangerer Indonesien som nummer fire på listen over klodens største befolkninger. Den folkerige nation har i de seneste år haft en kraftig stigning i udledningen af drivhusgasser, og denne udvikling har bragt Indonesien i top 10 over lande med højest CO₂-udledning. Derfor er det bydende nødvendigt at sadle om, og energieffektivitet i bygninger udgør et stort potentiale.

Rundvisning i Generationernes Hus

Generationernes Hus på havnefronten på Aarhus Ø dannede i dagens anledning ramme om delegationens besøg. Huset, der er tegnet af RUM og opført for Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune i 2020, er et moderne bud på flere generationer under samme tag. Husets vision og design var til stor inspiration for de indonesiske gæster.