HP Byg har i team med RUM og Norconsult vundet totalentreprisekonkurrencen om opførelse af en ny bygning til specialtandpleje på Regionshospitalet i Viborg. Som arkitektrådgiver skal RUM nu – i tæt samarbejde med totalentreprenør og bygherre – videreudvikle konkurrenceforslaget, der sætter fokus på tryghed, funktionalitet og langsigtet kvalitet og lavt klimaaftryk i fremtidens specialtandpleje
Regionshospitalet Viborg får nyt liv med en moderne bygning for specialtandpleje, som skal rumme både behandlingsfunktioner, personaleområder og neurologisk afdeling. Opgaven blev udbudt som totalentreprisekonkurrence af Region Midtjylland, og efter en grundig evalueringsproces er vinderteamet nu fundet. RUM er arkitektrådgiver på vinderforslaget, der blev udvalgt for sin stærke helhedsorientering, tydelige logistik og sanselige arkitektur. Projektet skal nu konkretiseres og videreudvikles frem mod realisering.
Menneskelige rammer i en kompleks kontekst
Forslaget til den nye bygning tager afsæt i patientens og personalets oplevelse af ro, overblik og tryghed. Planløsningen er enkel og overskuelig med afskærmede venteområder, god wayfinding og dagslys i alle arbejdsrum. Samtidig arbejder interiøret med taktile materialer, akustik og farver som identitetsskabende greb, der understøtter en imødekommende atmosfære for både brugere og medarbejdere.
En bygning der forbinder
Grunden i Viborg er præget af markante terrænforskelle – en udfordring, som forslaget løser ved at placere bygningen lavt i terrænet og integrere den i det eksisterende landskab. Det giver niveaufri adgang fra flere sider og en naturlig kobling til hospitalets tunnelsystem. Den traditionelle kælder er fravalgt til fordel for en let tekniketage placeret på taget, hvilket reducerer klimaaftrykket og bidrager til en kompakt og funktionel bygningsstruktur. Resultatet er en bygning, der forbinder funktioner, mennesker og niveauer – både fysisk og arkitektonisk.
Arkitektur med stedsans og bæredygtig ambition
Udvendigt trækker bygningen på det eksisterende hospitals udtryk med gule tegl og klassisk facadekomposition, mens detaljer i murværket tilføjer taktilitet og karakter i det nære møde. Indvendigt understøtter materialer og farvevalg en varm og rolig stemning. Projektet skal DGNB-certificeres til guld og hjerte med ambitionen om at forene høj funktionalitet med langsigtet kvalitet og lavt klimaaftryk.
Byggeriet forventes at gå i gang i 2026, og den nye bygning ventes at blive klar til behandling af den første patient i løbet af 2027.
