Arkitektfirmaet Friborg og Lassen har siden 2021 været en del af RUM.

RUM vinder arkitekturpris for erhvervsdomicil

Kolding Kommunes Arkitekturpris 2024 er netop blevet uddelt på Arkitekturens Dag, og vinderen er en splinterny DGNB Guld-certificeret kontor- og administrationsbygning. Projektet er blevet realiseret i et tæt samarbejde mellem arkitektfirmaet RUM, Artelia Group og totalentreprenøren Kjæhr & Trillingsgaard.

Hvert år tildeler Kolding Kommune Arkitekturprisen til udvalgte byggerier, der udmærker sig ved særlig god arkitektur. I år tilfaldt æren Nic. Christiansen Gruppens nye domicil, som dommerne roste for at være et markant og inviterende byggeri med høj arkitektonisk kvalitet i både stor og lille skala.

Flot, funktionelt og fremtidssikret

RUM har designet det topmoderne domicil, som skal huse Nic. Christiansen Gruppens godt 200 medarbejdere. Bygningen byder på varierede kontorarbejdspladser, moderne mødefaciliteter, et akademi til undervisning af mekanikere og forhandlere samt et stort showroom til udstilling af biler og ny teknologi. Projektudviklingschef og arkitekt hos RUM, Jakob Ivan Larsen, glæder sig over prisen:

– Prisen er en stor anerkendelse af det arbejde, vi har lagt i projektet, men en særlig cadeau går til Nic. Christiansen Gruppen for både deres vilje til at investere i kvalitetsarkitektur og deres mod til at lade arkitekt og totalentreprenør udvikle projektet i tæt partnerskab fra dag ét. Det tætte samarbejde og den tidlige involvering af alle interessenter, herunder Kolding Kommune, har resulteret i et byggeri, der ikke blot er æstetisk flot og funktionelt, men også fremtidssikret med et højt niveau af bæredygtighed – en arbejdsplads, der på alle måder lever op til moderne standarder og krav.

Samarbejde skaber succesfuldt byggeri

Totalentreprenør Kjæhr & Trillingsgaard, som har stået for opførelsen af domicilet, er også stolte over Kolding Kommunes anerkendelse. Frank Evald, medejer og projektdirektør, udtaler:

– Vi er stolte over at have leveret et erhvervsbyggeri af høj kvalitet, og prisen er et skønt skulderklap fra Kolding Kommune. Nic. Christiansen Gruppen er en virksomhed, vi har et langvarigt og nært samarbejde med, og det nye domicil er kronen på værket i vores relation. Gennem vores tætte partnerskab med RUM har vi desuden formået at skabe et byggeri, hvor vi har leveret maksimal klima- og miljøansvarlighed, og det er vi meget tilfredse med.

Det nye hovedsæde er skabt med stor omtanke for miljøet gennem genanvendelse af materialer fra den gamle bygning, opsamling af regnvand, solceller på taget og grønne områder. Nic. Christiansen Gruppens ejere fik overdraget nøglerne til den nye bygning den 1. oktober og forventer officiel indflytning primo november.