Arkitektfirmaet Friborg og Lassen har siden 2021 været en del af RUM.

Unikt koncept tilbyder opladning til både bil og bilist

RUM har i samarbejde med energikoncernen EWII udviklet et skalerbart designkoncept til offentlige ladestationer. Konceptet bryder med den traditionelle opfattelse af en tankstation og skaber med fokus på design og brugeroplevelse en unik og funktionel løsning, der ikke blot gør det nemt at oplade elbilen, men også tilbyder en mental pause til bilisten.

Sidste ladestation før Øresundsbroen vil fra starten af 2024 ligge ved P12 i Københavns Lufthavn. Og det bliver ikke en helt almindelig ladeoplevelse, der venter elbilisterne. For EWII’ nye lynladestation på 975 m2 hviler på et designkoncept udarbejdet af RUM, hvor den traditionelle tankstation gentænkes og sætter nye standarder for fremtidens ladestationer:

”16 bilister ad gangen tilbydes ikke alene lynhurtig opladning, de inviteres også til at tage en mental pause i rolige og inkluderende omgivelser, “ fortæller Jacob Ulvsrod Sørensen, hovedarkitekten bag designkonceptet som er udviklet med afsæt i feltstudier af elbilisters behov og en grundig involverings- og designproces med EWII.

Gentænkning af konventionel tankstation

Blæst og slagregn, en fæl lugt af benzin og udstødning, for slet ikke at tale om øredøvende trafikstøj fra de omkringlæggende veje. Det er sådan, vi kender en tankstation bedst. Men alt det gør designkonceptet op med. For når fossile brændstoffer skiftes ud med el, forsvinder der er en lang række tekniske og sikkerhedsmæssige bindinger, som giver en højere grad af designfrihed:

”Uden de gængse bindinger har vi nu fået en fantastisk mulighed for at gentænke optankning af energi og i stedet tænke det fra forbrugerens synsvinkel, ”fortæller Jacob Ulvsrod Sørensen videre.

Skalerbar, genkendelig og tryghedsfremmende

Ét vigtigt fokus i designkonceptet har været at skabe et skalerbart og letgenkendeligt design, der forener behovet for, at bilister oplever ladesituationen som både nem, tryg og komfortabel. Derfor opføres lynladestationen ved Københavns Lufthavn som en cirkelformet konstruktion med et værn af trælameller, der kan skærme mod vind, vejr og det omkringliggende miljø samtidig med, at masser af lys lukkes ind.

”Den organiske og universelle cirkelform giver et blødt udtryk, der både er let at kende, men også er skalerbar og kan tilpasses forskellige størrelser. Samtidig bidrager formen til at skabe en hyggelig og beskyttet atmosfære for brugerne af ladestationen. Og så understøtter formen en naturlig måde at køre på”, forklarer Jacob Ulvsrod Sørensen.

På elbiler kan eludtaget sidde både foran, i højre eller i venstre side. Den lille detalje har også spillet en væsentlig rolle for designet, og også her imødekommer cirkelformen behovet for kunne tilgå standeren enten ved at køre direkte ind eller bakke. På den måde minimeres risikoen for at komme til at køre i modsat retning.

En værdiskabende venteoplevelse

Med den nye lynladestation ved lufthavnen vil det tage en bilist omkring 20-30 minutter at lade batteriet på sin elbil fra 10 til cirka 80 procent. Selvom det er hurtigt, så er en essentiel del af designkonceptet at tilbyde mental opladning til bilisterne, mens de venter:

Når flere får behov for at lade elbilen løbende, stiller det også krav til, hvordan man udnytter ladetiden. Derfor har vi designet en lynladestation med tanke på, at ventetiden skal være en værdiskabende oplevelse, hvor man kan bruge tiden til at strække benene og få lidt luft til hovedet, ordne lidt arbejde eller få sig en snak med en af de andre elbilister, fortæller Jacob Ulvsrod.

Rum til mental opladning er indtænkt i designet ved, at der indrettes opholdsområder langs cirklens hegn med informationstavler og indbyggede siddepladser. Derudover etableres der en cirkelformet grøn have med borde- og bænkesæt på 600 m2. Alle opholdsområder kan tilgås via en grøn signatursti, som nudger bilisten og eventuelle passagerer til at finde vej til de mentale åndehuller. Med til indretningen hører naturligvis også en automat, hvor elbilisterne har mulighed for at få stillet den lette sult eller tørst.

Skandinavisk udtryk med fokus på bæredygtighed

Lynladestationen, der rummer otte lynladere på 360 kW, hvor hver kan lade to elbiler ad gangen, får et udpræget skandinavisk udtryk. Enkelhed, lys og naturlige materialer er gennemgående træk. Den cirkelformede konstruktion beklædes med træ og de overdækkede ladepladser og opholdsområder får sedumtag for især at optage nedbør og fremme levevilkårene for insekter og fugle. Bæredygtighed er både indtænkt i valg af materialer og i optimering af arealet for at sætte så lille et CO2-aftryk som muligt.

Da EWII forventer at kunne videreføre designkonceptet til andre lokationer i landet, har RUM fra den spæde designstart indtænkt at anvende modulære enheder til opbygning, så designkonceptet kan modereres til lokale behov og omgivelser.